en blog om mine læseeventyr og lidt andet godt 😁

NOVELLER

"FANDEN"

OG 39 ANDRE SMÅMORBIDE, HVERDAGSMAGISKE SKYGGEFORTÆLLINGER

SKREVET AF KAROLINE HEDEGAARD BRANDER

"Fanden" skrevet af Karoline Hedegaard Brander

"FANDEN"

Anmeldereksemplar sendt fra forlaget.

Forfatter: Karoline Hedegaard Brander

Forlag: Forfatterskabet.dk

Udgivet: 29. marts 2019

Sider: 184

Kategori: Noveller

Anmeldt: 7. april 2019

Om bogen:

”Hun var rullet forholdsvist stramt af tapet at være. Muligvis fordi der var gået så mange år, inden hun fandt ud af, det var tapet, hun i virkeligheden var.” Fanden og 39 andre hverdagsmagiske, småmorbide skyggefortællinger er et sprogligt sprudlende og humoristisk tidsbillede, hvor forfatterens litterære mikroskop sætter fokus på menneskets skyggefulde facetter. Læserne vil kunne genkende sig selv i hudløsheden, gyset, latterligheden, sorgen, vreden og selvdestruktionen.

Når hverdagen æder tiden og det allermest efterstræbte bliver ved med at flytte sig. Når livet gør så ondt, at man nærmest bader i lort, eller reptilhjernen går i frigear, så handlinger og tale bliver grotesk. Når man en dag opdager, man er blevet så firkantet, at det mest praktiske er at købe kiste og urne med det samme.

Forfatteren Karoline Hedegaard Brander (f. 1973) er født i Nordsjælland, men bor nu på en vindblæst bakketop i Nordjylland efter en årrække at have boet med sin familie i Asien og Afrika.

Anmeldelse:

"Fanden" er en samling af små noveller og lad mig sige med det samme at det er en genre langt udenfor det jeg normalt giver mig i kast med. En gang imellem er det bare rart at læse noget andet end det man plejer 😉 Jeg blev hurtigt fanget af det sprudlende og farverige sprog og de morbide fortællinger.

En del af historierne kunne jeg sågar relatere til i overført betydning. En del handlede om hvor overfladisk det moderne menneske kan være, hvordan de fleste stresser rundt og glemmer bare at være til stede i nuet og huske sig selv undervejs i hverdagens jungle og travlhed.

Citat fra bogen:

”Som ung kvinde, med hjertet udenpå tøjet og lige til at plukke, bar fødderne hende kærligt, hver gang hun døde af hjertesorg. Selv da hendes bryst blev sprættet op, og fanden selv åd hjertet med blodet løbende ned ad hagen, løftede de hende videre. Død var hun længe. Dengang.”

Nu er jeg mest optaget af lange historier med gennemgående handlinger der hænger sammen fra start til slut så de sidste sider blev lidt tunge for mig og føltes lidt som gentagelser. Nogle af historierne mindede mig en del om en bog som jeg læste for min datter da hun var lille.

En bog hvori der blandt andet var en historie om en mor der havde svært ved at skaffe penge til mad til sine børn og derfor begyndte at lave mad af sin egen krop. Min datter elskede de historier 😊

og jeg brød mig ikke om at læse dem for hende 😉 Tilbage til den aktuelle bog. Jeg var bestemt begejstret for det fantastiske farverige sprog og de skønne beskrivelser iblandet en god portion humor. Der er masser af metaforer som man sagtens kan relatere til i sin egen travle hverdag som for eksempel kvinden der bliver kørt over af en damptromle og bare ligger der midt på vejen mast flad som en pandekage.

Ingen lægger mærke til hende og bilerne kører bare over hende uden at se at hun ligger der. Kun et par børn ser hende og spytter og håner hende. Normalt læser jeg nogenlunde hurtigt men denne bog "tvang" mig til at stoppe op temmelig ofte og tænke lidt nærmere over teksten...

Yderst forfriskende, trods alt. Det er nok ikke en bog som jeg vil vende tilbage til men dog alt i alt tankevækkende læsning og er man til lettere morbide historier med et strejf af humor så vil jeg da ikke tøve med at anbefale at man læser "Fanden".

Vurdering:

4 ud af 6 stjerner

Krimiormen